Elizabeth von Arnim

Elizabeth von Arnim

1866 - 1941

Elizabeth von Arnim, døbt Mary Annette Beauchamp, blev født i 1866 i Australien. Familien var velhavende og May, som hun kaldtes, nød godt af en privilegeret opvækst i England og Schweiz.

Som ung studerede hun ved Royal Academy of Music i London og var en meget talentfuld organist.

I 1891 blev hun gift med den preussiske enkemand Graf Henning August von Arnim-Schlagenthin og blev dermed grevinde. De boede et par år i Berlin, før de flyttede til godset Nassenheide i Pommern, vore dages Rzędziny i det nordvestlige Polen. Selvom de fik fem børn sammen, blev det ikke noget lykkeligt ægteskab. Greven var notorisk utro og penge manglede de altid.

Elizabeth søgte tilflugt dels i sin elskede have, dels i skriveriet. De to ting forenedes fornemt i debutromanen fra 1898, Elizabeth og den tyske have. Det er her, hun for første gang præsenterer sig som Elizabeth. Romanen er dels en charmerende hyldest til havearbejdet med alle dets frustrationer og overraskelser, dels et let genkendeligt selvportræt af en kvinde, som ikke rigtig kan finde sig til rette, hverken som preussisk herregårdsfrue, veninde eller mor – og da slet ikke som hustru. Bogen igennem kaldes ægtemanden aldrig andet end Den harmfulde Mand.

Elizabeth og den tyske have blev en overvældende succes – den blev genoptrykt 20 gange alene i det første år efter udgivelsen. Debutromanens vekslen mellem melankolsk poesi og sprudlende satire blev et kendetegn for Elizabeth, et udtryk som hun kun forfinede yderligere i løbet af sin lange karriere. Efter debuten fulgte yderligere 21 bøger, allesammen underskrevet "af forfatteren til Elizabeth og den tyske have." De nød stort set alle sammen stor succes – og selvom ingen (i begyndelsen) vidste, hvem hun i virkeligheden var, blev Elizabeth hurtigt et litterært fænomen!

Selvom Elizabeth tjente en mindre formue på at skrive, var familiens økonomiske situation yderst prekær og det blev kun værre, som tiden gik. Til sidst måtte Nassenheide sælges og alligevel kunne regningerne ikke betales. Skattefusk, underslæb og andre fiksfakserier sendte for en tid greven i fængsel, mens en række udenomsægteskabelige eventyr allerede for længst havde bortvist ham fra hans hustrus seng.

I 1908 tog Elizabeth børnene og flyttede hjem til England. De vendte dog tilbage og tog kærligt afsked, da greven, knækket og ødelagt af livets modgang, forlod denne verdens tåredal på et sanatorium i Bayern i 1910.

Derefter flyttede Elizabeth med sine børn til Schweiz. Her byggede hun huset Chateau Soleil, hvor hun holdt salon for tidens litterære stjerner, heriblandt E.M. Forster og Hugh Walpole, der begge havde arbejdet som huslærere på Nassenheide, og H.G. Wells, som hun havde et forhold til i flere år. Da krigen brød ud flyttede Elizabeth tilbage til London. Her traf hun Earl Francis Russell, som hun giftede sig med i 1916 og byttede dermed titlen som Gräfin ud med Countess. Heller ikke dette ægteskab blev nogen succes og parret gik hver til sit efter kun tre år. Skilt blev de dog aldrig, så Elizabeth forblev Countess Russell resten af sit liv.

Efter krigen vendte hun tilbage til Schweiz, hvor hun havde stor glæde af venskabet med sin kusine, Kathleen Beauchamp, som nok kendes bedre under sit nom de plume Katherine Mansfield. De to besøgte hinanden, skrev flittigt sammen og kommenterede hinandens arbejde, indtil Mansfields tragisk tidlige død i 1923. I Mansfields novelle A Cup of Tea finder man et kærligt-satirisk portræt af Elizabeth som karakteren Rosemary.

I 1930 flyttede Elizabeth til Mougins i Sydfrankrig, hvor hun anlagde en vidunderlig rosenhave og byggede det charmerende hus Mas des Roses, som hun boede i frem til 1939, da den truende verdenskrig fik hende til at tage til USA, hvor to af hendes døtre nu boede.

Elizabeth døde i South Carolina i 1941. Hendes aske ligger begravet i England.

I hendes levetid var Elizabeths bøger som sagt enormt populære, men som det skete for så mange af hendes samtidige, måske især kvindelige medforfattere, forsvandt de lige så stille fra den litterære bevidsthed i efterkrigsårene. Men det har de altså ingenlunde fortjent – Elizabeth skriver simpelthen for godt til at blive glemt!

Forlaget Ti Vilde Heste har indtil videre oversat og udgivet fire af vores absolutte favoritter fra Elizabeths store forfatterskab: Bodsgang (1929), Elizabeth og den tyske have (1898), En fortryllet april (1922) og Elizabeth og hundene (1936). Flere titler er under udarbejdelse.

Vi håber – nej, vi er overbevist om – at der også her i landet findes masser af folk, der vil sætte pris på Elizabeths charmerende, vittige, menneskekloge og intelligente selskab.